Linjer
Outdoor-linjen: Et år med fordybelse i friluftsliv og masser af udfordringer for både krop og sjæl
Du vil få oplevelser i og med naturen – sammen med dine kammerater, når I vandrer, klatrer, sejler, padler eller cykler.
På outdoorlinjen er aktiviteterne meget forskellige og byder på alt fra rolige, sociale aktiviteter til mere udfordrende oplevelser. Udgangspunktet er, at du bliver dygtig til at kunne planlægge og komme på tur sammen med andre. Vi klæder dig på, så du har kundskaber og erfaringer, som du kan benytte dig af resten af livet.
Glæd dig, det bliver sjovt!
Idræts-linjen: Pulsen op og nye udfordringer
Idrætslinjen er for dig, som elsker at være fysisk aktiv og gerne vil prøve kræfter med mange forskellige og anderledes idrætsformer.
Du skal vælge idrætslinjen hvis du kan lide at:
- Dyrke en masse idræt og få sved på panden
- Fordybe dig i spændende og mindre kendte sportsgrene
- Vide hvordan kroppen fungerer, når man dyrker idræt
- Være med til at planlægge og gennemføre idrætsdage for børn
Du behøver ikke være topatlet for at gå på idrætslinjen, men lysten og viljen til at være fysisk aktiv sammen med andre samt en åbenhed overfor anderledes og nye sportsgrene er alfa omega.
Praktisk/Innovativ-linjen: Godt håndværk i praksis
Her er lærerne parate til give dig og dine kammerater et stort ansvar for et projekt, hvis I brænder for det, og målet er at gøre projekterne og arbejdet så spændende, at I slet ikke kan stoppe igen. Der er lidt teoriundervisning på linjen, men 90 % af undervisningen foregår i værkstedet.
Den praktisk/innovative linje handler også om at finde din indre iværksætter. Er der noget, du har lyst til at arbejde med, kan der tit skabes noget værdifuldt, hvis det får lov at udvikle sig.
Har du ikke selv lige et projekt at gå op i, har vi en række håndværksmæssige opgaver, vi gerne vil have udført. Blandt de aktuelle opgaver er lige nu montage af tagrender på skolens landbrug, produktion af overdække til skolens vildmarksbad, reparation af traktorens gearkasse.
Kreativ-linjen: Udtryk dig med tekstil, keramik og billedkunst
På kreativ linje er det stort set kun fantasien, der sætter grænser. Vi vil arbejde med en bred vifte af materialer fra både billedkunst og håndarbejde.
Vi kommer til at arbejde med maling, decoupage, syning, hækling, strikning og meget mere. Desuden bliver der mulighed for at arbejde med glas, keramik og fimoler. I foråret munder det hele ud i et personligt projekt med overskriften “re-design”.
Kreativ linje er for dig, der:
- Er glad for billedkunst og håndarbejde
- Kan lide at fordybe dig i mange af de kreative retninger.
- Har gå-på-mod og ideer.
- Kan lide at være omhyggelig og gøre noget ud af dine ting.
- Kan arbejde selvstændigt og holde dig selv i gang.
Lyst, vilje og interesse er det vigtigste, og du behøver ikke kunne en masse på forhånd.
Eventlinjen
Har du lyst til at være med til at få ting til at ske?
Vil du gerne have indflydelse på, hvilke fede, sjove og (måske) vilde ideer, der skal blive til noget i løbet af dit efterskoleår?
Vil du gerne opleve et event som andre har lavet?
Så er eventlinjen lige noget for dig!
På event-linjen lærer du om, hvordan et event planlægges og gennemføres. Du bliver endnu dygtigere til at samarbejde, koordinere og sælge den gode ide til gavn for det store fællesskab på F.E.
Arrangementer kunne være:
- Aftenaktiviteter for alle: Lege, løb, konkurrencer, spændende gæster på besøg, fastelavn, julestue, spil, dans, quizzer, ture m.m.
- Aktivisme/velgørenhed: Lokal deltagelse eller initiativer som fakkeloptog, indsamlinger, strandrensning, Lady Walk m.m.
- Alle DINE gode ideer
Du vil blive undervist i idéudvikling, planlægning, budget, PR og formidling.
Vi har fokus på store og små events, som kan skabe glæde, fællesskab, oplevelser og måske gøre en forskel for andre også.
Se vores video på Instagram eller Facebook