Verdensborgerlinjen 10. klasse

Hvordan skal vi indrette vores verden, og hvordan kan vi mødes på tværs af kulturer, sprog, traditioner og religioner? Vi skal lære, diskutere og opleve sammen, mens vi forbereder os til 10. klasses prøver, holder fagdage og rejser ud i verden.

I 2023-24 ligger vores rejser ud i verden fast, men Corona har lært os at være ret fleksible. Det er klart, at bliver der ingen udenlandsrejser så bliver der heller ikke tale om en merpris. Om vi rejser ud i verden eller ej ændrer ikke på vores ambition om at det 10. skoleår skal være både anderledes og lærerigt som anført nedenfor.

Du skal have den bedste undervisning i 10. klasse

At være i læse- og skrivevanskeligheder, er ikke ensbetydende med, at du ikke kan læse og skrive. Det betyder “bare”, at du har brug for hjælp for at blive lige så god til det som dine jævnaldrende.

Vi arbejder med IT-hjælpemidlerne og din faglige udvikling. Det er nu, du indhenter dét, du måske ikke nåede i folkeskolen. Det kan være hårdt arbejde at skulle nå det, men forhåbentligt får du oplevelser for livet undervejs og bliver klogere på, hvem du er, og hvad din rolle her i verden er.

Hvorfor rejser vi?

Selv om et efterskoleophold i forvejen bidrager kraftigt i den retning, er det vores opfattelse, at forberedelsen af en rejse, selve rejsen og ikke mindst evalueringen af rejsen – bl.a. med foredrag m.v. – vil bringe dig til et højere refleksionsniveau, end vi ellers kan give dig.

Vi mener, at evnen til refleksion, sammen med en solid faglig ballast, er dét, der skal til, for at du kan begå dig videre frem i uddannelse og job. Nedenfor kan du læse om vores tre forskellige rejser, og du er altid velkommen til at ringe og høre mere om de enkelte rejser.

Tur til Korfu

På Verdensborgerlinjens Europarejse har vi samarbejde med en skole i Grækenland – på Korfu.

På Korfu skal vi besøge skolen og deltage i undervisningen. Vi skal samtidig hjem og besøge nogle af de unge, der går på skolen og indkvarteres hos dem en overnatning eller 2.

På turen får vi også mulighed for at vandre i den flotte græske natur.

Egenbetalingen for deltagelse i verdensborgerlinjen med rejsemål til Korfu er, udover skolepengene, ca. kr. 7.000 kr.

Hensigten med udvekslingen med et andet land i Europa er at åbne dine øjne for, hvordan livet som ung leves tæt på os i et andet europæisk land – og dermed også for de muligheder, vi har i Danmark.

Tur til Island

Er du til de barske og storladne vidder, skal du vælge Island som dit rejsemål. Vi har gode kontakter til Spejderne, det frivillige Rescue Team og gymnasiet i Selvfors. Disse kontakter kombineret med Islands fantastiske natur giver dig mulighed for enestående oplevelser af Island. Alt sammen i samvær med islandske unge, der er optaget af mange af de samme ting som dig.

Vi håber på at kunne etablere privat indkvartering i nogle af de i alt 11-12 døgn, turen er planlagt til at vare. Islændingene har dansk i skolen, men taler det ikke så meget, så det vil de gerne træne, ligesom du kan få brugt dit engelske😊.

Billede af elever på tur til Island

I 2024 rejser vi til Island for at få følgende oplevelser: Fjeldvandring med guide til nogle af de mindre ”turistede” varmekilder, besøg på gymnasium og hos spejderne, ophold på geocamp, overnatningstur i fjeldet med Rescueteam og spejdere, grotteklatring/vandring inde i de tidligere lavekanaler, privat indkvartering hos elever på Selvfors Gymnasium.

Hensigten med rejsen til Island er at åbne dine øjne for, hvordan livet leves andre steder; og for de muligheder, vi har i Danmark. Egenbetalingen for deltagelse i Verdensborgerlinjens rejse til Island er, udover skolepengene, ca. kr. 9.500 kr.

Tur til Tanzania

Tanzania er et fantastisk land. Det er gæstfrit og har samtidig nogle utroligt barske og fattige levevilkår for den enkelte tanzanianer. Vi samarbejder med Danmission og er kirkens gæster i den tid, vi besøger Tanzania – nærmere bestemt området vest for Victoria-søen.

Tre piger på rejse i Tanzania

Selve rejsen er et miks af besøg på forskellige institutioner, der drives af kirken i Tanzania, ophold på en teknisk skole og samvær med eleverne der, deltagelse i en miniarbejdslejr sammen unge tanzanianere, besøg hjemme hos dem og afslutningsvis safaritur i Queen Elisabeth Nationalpark i Uganda.

Egenbetalingen til Verdensborgerlinjens rejse til Tanzania er, udover skolepengene, ca. 15.000 kr.

Hvad vil vi med rejserne?

Med rejserne uanset om det er i Danmark eller ud i verden så ønsker vi at give dig en oplevelse af og en forståelse for en kultur, der er helt anderledes end den danske. Ved at se og på egen krop opleve andres livsbetingelser sættes vores eget liv og muligheder i perspektiv.

Måske får du øje på nye muligheder. Det kaldes også refleksion, og er en kompetence, som er utrolig vigtig i enhver sammenhæng i Danmark. I din videre uddannelse og i dit fremtidige job kræves der hele tiden evne til refleksion – evnen til at se sig selv og andre i en ny sammenhæng.

Forud for rejsen forbereder vi os grundigt. Vi arbejder med landets historie, geografi, skole- og sundhedssystem, religion osv.

Du skal ud og fortælle om vores oplevelser, når du kommer hjem

Når vi er kommet hjem, skal vi i forskellige sammenhænge ud og fortælle om vores oplevelser. Det er først, når du overfor andre får sat ord på dine oplevelser, at de for alvor bliver en del af dig selv.