Medborgere (8. og 9. klasse)
Samlet kalder vi vores 8. og 9. klasser for “medborgere”, som i daglig tale bare bliver forkortet til MB.
Lidt om vores 8. og 9. klasse
Vores medborgere udgør i alt cirka 52 elever. Eleverne er inddelt i fire niveaudelte stamhold, som følges ad i den boglige undervisning. Eleverne i 8. klasse er delvist samlæste med 9. klasse, og kommer til de samme prøver som eleverne i 9. klasse, men uden ekstern censor. Det sker for at elever i 8. klasse også får udbytte af undervisningen i prøveperioden og for at få øvelse i at gå til prøver.
Vores ambition med 8. og 9. klasse
Undervisningen står mål med det du vil få i folkeskolen, men du undervises på mindre hold og af lærere som har uddannelse i og forståelse for de udfordringer, du som ordblind står i. Vi arbejder med læse- og skriveteknologier i alle fag, og den boglige undervisning forbereder dig til at kunne klare 9. klasses afgangsprøve.
Læringsmiljøet
At være i læse- og skrivevanskeligheder er ikke ensbetydende med, at du ikke kan læse og skrive. Det betyder “bare”, at du har brug for hjælp for at blive lige så god til det som dine jævnaldrende.
Det er nu, du indhenter dét, du måske ikke nåede i folkeskolen. Det kan være hårdt arbejde at skulle nå det, men forhåbentligt får du oplevelser for livet undervejs og bliver klogere på, hvem du er, og hvad din rolle her i verden er.







